Stod op da pigerne kom hjem fra ski ved ettiden. Rolf var allerede godt opslugt af at omdesigne sit internet site på computeren. Udenfor regnede det, men ifølge Anne havde det sneet hele dagen oppe på gletscheren. De havde om morgenen haft løssne til støvlekanterne på pisterne, hvilket var et ukendt fænomen for Martina! Vejret var stille blevet værre og værre i løbet af dagen, men de var dog tilfredse med de timer de havde fået, i snestormen deroppe, før det havde lukket helt til! De fik pakket, og begav sig på tommelfingeren, ud i regnen, for at komme hjemad. Da vi ikke havde nogen bil, var det desværre ikke muligt at tilbyde de stakkels piger at køre dem hjem til Chambéry… Sov yderligere i nogle timer, da Rolf stadig var helt væk i sin computer, og det forsat pissede ned udenfor…! Vågnede af sult – efter at supermarkedet var lukket – og fandt ud af at det eneste vi havde i køleskabet, var mælk og æg. Det kunne lige blive til pandekager, hvilket derfor blev menuen for aftenens “udsøgte” måltid! Så “Over The Top” med Sylvester Stallone – på fransk, og afsluttede med “Den Store Badedag”, da vi havde fået fat i en video sidst på aftenen.

Blev vækket, da Martina bankede på døren klokken halv ti, og stod op med det samme, da vejret faktisk var ganske pænt. Pigerne fik hurtigt skiftet og tog afsted med det samme. Rolf og jeg havde ikke så travlt, da vi egentligt havde fridag. Vi tog os derfor god tid til at spise morgen mad. Efter aftale med Anders mødte vi ham ved Funiculairen, og tog op sammen. Allerede på vej ned til toget, kunne man se, hvordan det lukkede til på toppen. Nede i ventesalen, mødte vi Marja og Erika fra det svenske hold. De så pænt trætte ud, og bekræftede, ar de havde lukket diskoteket Blue Girl i flot stil aftenen før! Kort efter kom Kurre og Roger – de så ud til at have det værre end pigerne… Da vi kom op på restauranten, havde det allerede lukket en del til, og efter det kvarters tid, det tog at skifte støvler, var det blevet endnu værre! Téléphériquen var som sædvanligt lukket på grund af vind, så vi var tvunget til at køre ned til slæbet. Efter en blæsende tur op med Roger i slæbeliften, sluttede jeg mig til Anders og Rolf, og vi tog med svenskerne op med det øverste slæb “3500”. Da vi endelig nåede toppen, havde det lukket til, og det var svært at skelne det nykørte pukkelspor, på grund af det flatlight, der på ingen tid var kommet. Vi nåede nogle ture i sporet, inden det lukkede helt til, og da der var masser af blød sne, forsøgte jeg mig på sæsonens første helikopter. Det var måske ikke i bedste stil, men jeg kom da rundt, og kunne holde mig i sporet, så jeg kastede mig ud i tre-treseren, hver gang jeg kom til det nederste hop – uanset, om jeg kunne se hoppet, eller ej! Det gik ikke så godt for nogle af os i puklerne, men det lykkedes mig faktisk at lave heli, hver gang, på hop nummer to! Klokken næsten et, gav vi op på grund af alt for dårlig sigt, og kørte ned til restauranten, hvor hele det svenske hold allerede sad på gulvet og holdt picnic. De så godt nok smadret ud, men man kunne se, at de forsøgte at holde modet oppe, på trods af vejret uden for! Efter en lille times frokostpause, tog Anders og Rolf ned til Tignes, og jeg tog lige en tur til med Anne, Martina og en af deres veninder Ann-Sofie. Efter en tur i dårlig sigt, hoppede Anne og Ann-Sofie fra, da de ville forsøge at stå nogle porte ovre ved Roussolin-slæbet, så Martina og jeg stod videre alene. Et par ture ned af gletscheren i strid vind, og derefter over på La Leisse, da vi sikkert, ville være mere i læ af bjerget der! Jeg tror, at vi kun nåede et par ture på Leissen, før de pludseligt klarede en del op – hurtigere end det havde lukket til om formiddagen – og vi kunne se både pisten, og bjerget overfor! Vi var derfor enige om, at bliver på Leisse indtil det lukkede, cirka tre kvarter efter. Det var meget sjovere at løbe i den naturligt puklede piste, når vi kunne se sneen vi stod på. Klokken næsten tre tog vi ind på restauranten, som var ved at lukke ned, og tog det sidste tog ned til Tignes, klokken halv fire. Som aftalt, gik jeg forbi Rond Points Des Pistes, hvor svenskerne holdt til, og hentede Roger. Han skulle med op i vores lejlighed, og sende en e-mail. Da vi kom ud af hans lejlighed, tilbød han mig at bære mine ski, hvilket jeg naturligvis tog imod, da jeg selv ville have tilbudt mig det samme. På vej op igennem byen, mens vi gik og sludrede, mødte vi Anders, som ikke helt kunne forstå hvordan jeg havde fået Roger fra det svenske landshold til at bære mine ski, og ikke omvendt. Hehe J !

Der var pænt trængt i vores etværelses lejlighed, da vi kom derop, fordi pigerne imellem alt deres bagage, var ved at klæde om. Rolf var krøbet ind under dynen, for at give os andre mere plads, og fordi han havde prøvet at indhente noget søvn, da han stadig var alene i lejligheden. Roger blev en halvtimes tid, til han havde fået sendt sine mails, og lige fået læst lidt om de tres unge, som var døde på et svensk diskotek uden for Göteborg. Da jeg var kommet sent ned fra bjerget, var der stort set ikke tid til meget andet end at skifte til træningstøj, før vi skulle ned i centeret og træne fysisk. Pigerne lavede mad, mens jeg tog noget ion-stråling, for derefter lade Rolf “trykke” mig i ryggen. Det lykkedes ham at løsne op i noget, så jeg kunne slappe langt bedre af end før! Anders kom forbi sammen med Brødrene Alrøe, og vi kunne snart sætte os ved bordet (langt om længe). De to århusianske brødre, havde taget deres nye Hi8 videokamera med, og det fik vi en del fornøjelse ud af, da der var indbygget en masse sjove funktioner! Ved tolvtiden gik vi på Pub Marilyn, hvor vi spillede flipper og pool. Hold da kæft hvor er der meget kraft i den lille svenske Martina, når hun i raseri udbrud tilter flippermaskinen…! Vi blev til ved et-tiden, hvorefter de andre gik hjem, og Rolf og jeg fortsatte på Blue Girl. Da Blue Girl er samme ejer som Pub Marilyn, der ligger oven på, blev vi heldigvis hurtig ekspederet af Sandras søster Patricia! Vi blev et par timer, indtil Dj’en kun ville spille “skod-musik” og klokken var blevet næsten fire…!

Anders ringede klokken ni og sagde, vi ikke skulle op på gletscheren og træne, men at de ville gå over på taget af parkeringshuset, og træne spurter. Vejret så ikke så slemt ud udenfor, men det blæste åbenbart så meget oppe på gletscheren, at der kun var en stolelift og en slæbelift åben…
Oppe på parkeringshuset kunne jeg desværre kun spurte én gang, før smerten i mit højre lår brød ud igen! Kim sagde at det var bedre at vente med at belaste det for meget til, det var gået helt over, og at det var bedre at “foote” i stedet for. Jeg løb derfor en tur rundt om Tignessøen. Da jeg kom tilbage, var de andre færdige, og kørt hjem.
Efter alt for meget kiggen ud af vinduet i kedsomhed (Rolf og Anders var begge helt væk i hver deres computer), ringede jeg ned til liftkontoret STGM for at høre hvordan det vejret var oppe på gletscheren. Det var stadig det samme som om morgenen, så jeg besluttede mig, i mangel af bedre, at tage derop alligevel. Da jeg nåede toppen, var det cirka to timers skiløb tilbage, før systemet lukkede. Termometeret ude på terrassen viste -8°C, da jeg kom ud af toget, og det sneede sidelæns på grund af den kraftige vind, så jeg fik hurtigt rullet min hætte ud, og sat et par goggles på hovedet! Ude ved télépheriquen så jeg det svenske pukkellandshold på vej ud over kanten med retning af slæbet Roussolin. Jeg fik skiene på i en fart, og fulgte efter dem, så jeg ikke behøvede at løbe alene rundt, men de forsvandt i flat-lightet for næsen af mig… Jeg lagde derfor ud med nogle kortsving ned af den flade piste mod slæbet. Det var ikke til at se hvor overfladen af sneen var, da både snevejr, piste, og himmel faldt sammen i et! På vej op med slæbet, så jeg at svenskerne, var taget over i SnowParken, for at hoppe. Men jeg overvejede at køre derover, var der én, der fyrede en heli-spread af, og en anden lavede dobbelt twist-spread. I og med at man skulle gå op igen for at hoppe, droppede jeg hurtigt overvejelserne med at køre derover, og tog i stedet en tur ned af La Leisse. På Leisse mødte jeg nogle stykker fra Oure Idrætshøjskole, og løb med dem resten af dagen. På “Leissen” mødte jeg også Eric Berthon, som i sin uges ferie fra sit landholdstrænerjob, holdt et pukkelkursus, for normale turister – ligesom han gjorde før han blev træner for der franske pukkellandshold i sommer. Efter halvanden times skiløb, med en del forværring af vejret, lukkede “Leissen” lidt før tid, og vi gik ind på restauranten for at skifte sko og for at lige at få varmen indtil (det kolde) tog kørte os ned igennem bjerget til Tignes. Nede i byen, var det, til min store glæde begyndt at sne, mens jeg havde været på ski. Jeg gik op i lejligheden, hvor Rolf stadigvæk, var helt opslugt af sin computer. Han havde, mens jeg havde været på ski, fået skrevet seks sider på sin beskrivelse af, hvordan man løber pukkkelpiste – teknik, hop, osv.… Klokken fem gik vi op på Potten til Jazze, for at høre om vi kunne låne hans til at køre til Les Deux Alpes dagen efter, for at kikke på Mondial de Ski, men desværre skulle han selv bruge bilen… L Vi gik derefter ned i centeret og trænede fysisk i et par timer. Efter fysisk træning og en tur i supermarkedet, gik vi hjem og lavede mad. Vi havde aftalt med Anders at spise sammen, da Anja og Kim, var taget til Val Thorens for weekenden. Da Anders kom over, havde han brødrene Alrøe (Jakob & Rasmus) med, og de blev selvfølgelig inviteret med på dinner. De to brødre fra Århus, var ikke så meget inde i computere, så det var både sjovt og nemt at imponere dem, med bærbare computere, trådløse filoverførsler via de infrarøde porte og internet…! En skibums er ikke helt de samme som det var i firserne, men det ved folk ikke der hjemme i Danmark. Tiden har udviklet sig, og det har skibumserne også! I Val Thorens, hvor vi plejer at holde til, er det næsten sjældent, at komme ind i en bumselejlighed, hvor der ikke er både fjernsyn og video. Mange har deres stereoanlæg samt deres 100 CD’ere med, og nogle deres computere. Man kan sige, at en skibums nu om dage, er det folk ville kalde en luksusbums, men vi bor dog trods alt stadig en fire-fem stykker i en lejlighed på 28 m2 i fem måneder, så man har ikke det helt store privatliv – heller ikke når man har nogen med hjemme om natten…! J
Efter en luksus kyllinge-ris ret til ca. 13 Frf pr. pers. (dyrt i forhold til hvad vi normalt har spist for), gik vi en tur på Potten og fik en cola. Til vores store overraskelse var det svenske pukkelhold, ved at drikke sig fra sans og samling i vodka og øl – men de er jo svenskere…! Vi blev kun kort tid på Potten, og gik på vej hjem, lige forbi Pub Marilyn, for at hilse på Sandra og Olivier, som ejer stedet. Det er måske deres sidste sæson, da de åbenbart, har fået tilbudt en god pris for den populære bar.

Vågnede første gang ved nitiden efter kun et par timers søvn, da Rolf stod op. Jeg så til min store ærgrelse, at vejret ikke var dårligt. Selvom jeg følte mig rimelig fisk, og havde lyst til, at tage med op, besluttede jeg mig for at være fornuftig, og blive i sengen, nogle timer endnu. Da jeg vågnede anden gang, var klokken blevet tolv, og Rolf ringede kort efter, for at sige at nu var de på vej ned ad bjerget igen. Det havde kun været ham og Anders, som havde været på ski, og der havde ikke været nogle pukler. Vejret havde været OK til at starte med, men pludselig var det slået over i kraftig snestorm! Hernede i byen regnede det jævnt og det var meget gråt uden for. Efter at have danset en svingom med støvsugeren, og spist noget pizza med Rolf, fortsatte jeg arbejdet fra i går med designet af Anjas homepage. Det tog det meste af eftermiddagen, og klokken fem kunne jeg gå ned i centeret og træne. Rolf og jeg var til at starte med de eneste i centeret, og vi kunne derfor afprøve vores teori, om at det var meget sjovere at varme op til technomusik, da rytmerne passede perfekt til den takt vi alligevel varmede op i! Efter nogle timers fysisk træning, gik vi hjem og lavede mad; kartoffelmos med noget kedeligt fisk til – ikke særligt næringsrigt…!

Vågnede lidt over syv, efter femogenhalv times søvn, og kunne ikke rigtig overskue at stå op, da det regnede uden for! Aftalen var at mødes med Anders, Anja og Kim ved Funiculairen klokken otte, og for en gangs skyld, var vi der i god tid. Desværre skulle vi sammen med andre hundredeoghalvtres mennesker, stå ude i regnen i tre kvarter og kikke ind i den tomme ventesal, før de forbandede franskmænd endelig syntes, at det var på tide at åbne døren. Da dørene ind til salen endelig gik op, var folk ved at træde hinanden ihjel, for at komme først…! De andre var selvfølgelig ikke dukket op, ej heller havde de ringet, for at sige, at de brændte os af, men da vi kom op på restauranten i 3000 meters højde, og det stadig regnede, måtte vi dog alligevel tage os sammen og ringe til dem…! Ja ja, vi er på vej, sagde Kim i telefonen, da jeg ringede til ham lidt over ni, men de kom alligevel ikke lige med det samme, så Rolf og jeg besluttede at tage længere op på gletscheren, i håb om at regnen var blevet til sne. Selvfølgelig var télépheriquen lukket, så vi stavede os ned til slæbet og stillede os i kø. Folk var generelt ikke i særlig, godt humør, kunne man hurtigt fornemme af stemningen og stemmelejerne på de få, der sagde noget. Da vi endelig nåede frem til anker liften, godt pakket ind i både ansigtsmaske, goggles, hue og hætte, begyndte de første regndråber, at trænge igennem! Jo længere op vi kom, jo mere gennemblødte blev vi! Jeg blev først våd igennem syningerne i mine ellers forholdsvis vandtætte bukser midt på lårene, derefter bredte det sig til begge sider, og mine lange underhyldere sugede til sig af fuld kraft! Rolf “blødte igennem” ved albuerne, og havde derefter sammen effekt under sin jakke. Lidt senere kunne jeg mærke hvordan det stille og roligt trængte igennem i støvlerne! Vinden var kraftig fra siden, hvilket gjorde at men kunne mærke de våde steder endnu bedre! Endelig kom vi til toppen af trækliften, og vi styrede direkte imod 3500-trækliften, med vinden i ryggen. På vej ned over det forholdsvis flade stykke kunne man se, hvordan folk krummede sig sammen for at fylde mindst muligt i den regnfulde vind! Sneen faldt sammen med himlen i et kedeligt flatlight, hvor alt var hvid-gråt! Da vi endelig kom op til toppen i 3500 meters højde, styrede vi i direkte modvind hen imod pukkelsporet, som kun var til at finde på grund af de pistepinde, som stod lige ved starten. Regnen var nu delvis slået over i sne og hagl, men det var ikke mindre kold af den grund, da vi nu var blevet både kolde og våde. Vi droppede med det samme at køre i sporet, da vi ikke kunne se særligt meget, og satte næsten i blinde i gang ned af Super-G pisten ved siden af. Det første stykke vej, kørte Rolf forrest, og det hjalp mig til at se både hvilken vej pisten drejede, og hvor stejl den var. Længere nede kørte vi side om side, og når man en gang i mellem kunne abstrahere fra kulden, som nu føltes igennem skindet og ind til benet, var det faktisk en udfordrende skioplevelse, sådan at stå på ski i blinde. Da vi kom ned til den første slæbelift, vi havde taget, så vi de andre tre stå i kø, og vi kørte hen til dem, for at fortælle dem at de godt kunne glemme alt om at stå pukler. Beskeden skulle ikke gentages, og alle tre fulgte med over til stolen, som kunne bringe os tilbage til restauranten. Idet vi satte sig i stoleliften, kunne vi straks mærke, hvordan tøjet sugede det vand til sig, som det kunne. Vi var nu rigtig kolde og våde, og kunne kun tænke på at komme hjem under dynen, og tø op igen. Vi missede selvfølgelig, Funiculairen med et minut, og måtte derfor vente i vores våde tøj i en halv time inde på restauranten. De alpinister, som var kommet op med samme tog som Rolf og jeg nogle timer tidligere, sad stadigvæk inden for og ventede tørre og varme på, at deres trænere, kaldte dem over walkie-talkien for at fortælle dem om det var nødvendigt at tage op eller ikke. Det var det ikke, for da vi endelig kunne tage toget ned igen, var de med det samme tog. Alle stod i det kolde og ikke vindtætte tog, og prøvede at holde den sidste kropsvarme inde ved huden, undtagen de alpinister, som ikke havde løbet på ski. De morede sig til gengæld højlydt, så kulden føltes endnu koldere. Da vi langt om længe kom op i lejligheden, lavede Rolf noget varm kakao, og jeg gik derefter i brædderne resten af eftermiddagen. Klokken fem gik vi ned og trænede og spiste bagefter middag hos Anders og Anja. Kom sent i seng – igen, da vejrudsigten havde lovet lukket liftsystem for morgendagen, og fordi timerne flyver afsted, når man hooket op på internettet.

Rolf og jeg vågnede begge samtidigt første gang klokken halv ni, men det sneede stadig en del. Anden gang vi vågnede – også samtidigt – var klokken blevet halvtolv, og der var blå himmel! Jeg skynde mig op, for at hente noget baguette hos bageren. Rolf prøvede at berolige mig med, at der sikkert var overskyet på toppen, men jeg måtte ud og checke det for mig selv. Udenfor var det en hel del koldere, end det havde været nogle af de andre dage, og det blæste en del. Alle bjergsiderne var dækket af et hvidt lag, og gletscheren, Grand Motte, var indhyllet i skyer. Det var tydeligt, at der stadig var heftig snestorm på toppen! Resten af dagen tilbragte jeg sammen med Anders, i forsøg på at få vores internet opkobling til at virke. Det lykkedes dog også inden det blev aften. I løbet af eftermiddagen kom snevejret tilbage, og vi havde snestorm resten af dagen og aftenen med! Da Rolf kom over, lavede vi noget aftensmad. Menuen stod på den klassiske skibumse; kartoffelmos med løg og bacon. Da jeg gik i seng ved halvtotiden var der stadigvæk heftig snestorm udenfor, vinden var dog taget til i styrke!

Vågnede ved otte-halvni-tiden, da Anne og Martina skulle op. Pigerne skulle selvfølgelig tidligt op for at stå på ski. Rolf og jeg kunne for en gangs skyld blive liggende i sengen – med stor tilfredsstillelse! Man kunne tydeligt mærke, at de forsøgte ikke at forstyrre os for meget, ved ikke at tænde for lyset, eller larme for meget! Jeg trak gardinet fra og satte noget techno på. Det fik Martina til at tænde for lyset, man kunne mærke at det fik hende til at slappe lidt mere af. Uden for regnede det stadigvæk heftigt, som det havde gjort hele natten, så Rolf og jeg havde bestemt ikke travlt med at komme ud af fjerene! De to piger fik guffet noget morgenmad i sig, mens vi stille og roligt fik gang i taleorganerne. Snakken gik selvfølgelig mest på, hvor langt op af bjerget det regnede, og hvor meget sne der mon var faldet oppe på gletscheren. Rolf var fast besluttet på at holde hviledag, mens jeg selv overvejede om jeg skulle tage med op på bjerget, og måske opleve sæsonens første pudderskiløb. Tanken var meget tiltrækkende selvom jeg vidste, mine ømme lår havde bedst af at, udnytte dagen til restitution. Endelig fik vi Martina til at ringe ned til liftkontoret, STGM, for at forhøre sig om vejrforholdene oppe på gletscheren. Hun fik efter et par minutters ventetid at vide, at hele liftsystemet inklusiv Funiculairen op igennem bjerget var lukket, muligvis endda hele dagen! Anne havde allerede fået det meste af sit skitøj på, og nægtede derfor at tro på den, for dem, sørgelige nyhed. Rolf og jeg kunne med stor selvtilfredsstillelse og indforståethed nikke til hinanden, fra hver vores seng, og trække vores dyner ekstra langt op om skuldrene. Det var jo nu engang vores hviledag, hvor det var meningen, at vi ikke skulle stå på ski – heller ikke friskiløb. Det passede os helt fint, at vi nu var tvunget til at blive nede fra bjerget på en dag, hvor det på grund af vejret ville have været totalt skod at være oppe at træne!
Klokken var nu blevet hen ved ti, og Rolf havde fået gebærdet sit legeme fra sengen og over til bordet, hvor han var ved at fortære sin første kæmpebowle havregryns- og cornflakes portion. Da vi ikke skulle på ski, udnyttede jeg, at jeg ikke var tvunget til at spise morgenmad, før jeg var sulten, og lå derfor stadig under dynen, mens jeg overvejede, hvad vi kunne få dagen til at gå med. Da det nu engang var søndag, ende morgenmads-/frokostmenuen med at stå på pizza fra supermarkedet. Da vi kom tilbage fra supermarkedet, og havde konstateret – til vores store overraskelse – at ovnen virkede, gik snakken, som sædvanligt, på hvordan pengene i Dansk Skiforbund blev ødslet væk på alpinsporten i stedet for at dele lidt mere ligeligt i mellem de forskellige grene af skisporten. Vi prøvede, uden for stor afsky i vores ordvalg, at forklare pigerne, hvordan vi havde svært ved at acceptere, at de penge freestyleafdelingen havde fået tildelt, alligevel efter sæsonens slutning ikke kunne udbetales, da de skulle bruges til at dække alpinafdelingens underskud…! Efter et par timers diskuteren om det var fair at bruge alle pengene på alpinsporten, når freestylesporten, i Danmark, var den eneste, som leverede internationale resultater, eller ej, fik vi vist nok, og snakken begyndte mere at dreje sig om, hvordan de to piger skulle kommer tilbage til Chambéry. Jeg ringede til Jazze fra Restaurant La Poutrerie , eller bedre kendt som Potten, og vi fik lov til at låne hans bil – hvis vi bare betalte for benzinen. På vej ned af bjerget til Albertville, kom vi forbi Saint Foy, La Rosière, Les Arcs, La Plagne, Courchevel, Meribel, Val Thorens og Valmorel. Man kunne se nordsiden af gletscheren Bellecôte i La Plagne, og vi var endnu en gang enige om at det måtte være en af vinterens mål. Et andet mål for vinteren, vi også måtte bekræfte imellem os, var heliskiing fra La Rosières italienske side. Martina fortalte i den forbindelse, om hendes første – og indtil videre eneste – heliskiingtur påskedag i Rigsgränsen i det nordlige Sverige, hvor hun med tre veninder, havde fået tre løft for nihundrede svenske Kroner! Hun fortalte, at det havde været for fedt, og at de oven i købet havde fået flirtet sig til et fjerde løft, hvor de kunne løbe ned af en af de kendteste sider i Rigsgränsen – en halvtreds grader stejl side hun i flere år havde set på som tilskuer til Nordisk Mesterskab i Freeride!
Da vi nåede til Albertville, gik turen selvfølgelig inden om den obligatoriske McDonald’s, før vi kunne køre videre. I Chambéry besluttede vi os for at gå i biografen alle fire, men efter at have kikket på plakaterne i byens tre biografer, og konstateret at alt var i fransk version, endte vi på en hyggelig bar, Bar du Théatre. Efter et par timers snak om alt fra sex til ski, kørte vi pigerne hjem, før vi selv vendte hjemad. Klokken var nu blevet hen ad ti, og vi vidste, at vi hellere måtte skynde os, hvis vi skulle nå Albertville, inden McDonald’s lukkede! Vi nåede det ikke med tolv minutter…! Videre mod Tignes, hvor vi til vores store glæde kunne sætte firhjulstrækket til allerede i attenhundredes meters højde på grund af snevejr! Vi var hjemme ved et-tiden, og gik direkte i brædderne!