Vågnede lidt over syv, efter femogenhalv times søvn, og kunne ikke rigtig overskue at stå op, da det regnede uden for! Aftalen var at mødes med Anders, Anja og Kim ved Funiculairen klokken otte, og for en gangs skyld, var vi der i god tid. Desværre skulle vi sammen med andre hundredeoghalvtres mennesker, stå ude i regnen i tre kvarter og kikke ind i den tomme ventesal, før de forbandede franskmænd endelig syntes, at det var på tide at åbne døren. Da dørene ind til salen endelig gik op, var folk ved at træde hinanden ihjel, for at komme først…! De andre var selvfølgelig ikke dukket op, ej heller havde de ringet, for at sige, at de brændte os af, men da vi kom op på restauranten i 3000 meters højde, og det stadig regnede, måtte vi dog alligevel tage os sammen og ringe til dem…! Ja ja, vi er på vej, sagde Kim i telefonen, da jeg ringede til ham lidt over ni, men de kom alligevel ikke lige med det samme, så Rolf og jeg besluttede at tage længere op på gletscheren, i håb om at regnen var blevet til sne. Selvfølgelig var télépheriquen lukket, så vi stavede os ned til slæbet og stillede os i kø. Folk var generelt ikke i særlig, godt humør, kunne man hurtigt fornemme af stemningen og stemmelejerne på de få, der sagde noget. Da vi endelig nåede frem til anker liften, godt pakket ind i både ansigtsmaske, goggles, hue og hætte, begyndte de første regndråber, at trænge igennem! Jo længere op vi kom, jo mere gennemblødte blev vi! Jeg blev først våd igennem syningerne i mine ellers forholdsvis vandtætte bukser midt på lårene, derefter bredte det sig til begge sider, og mine lange underhyldere sugede til sig af fuld kraft! Rolf “blødte igennem” ved albuerne, og havde derefter sammen effekt under sin jakke. Lidt senere kunne jeg mærke hvordan det stille og roligt trængte igennem i støvlerne! Vinden var kraftig fra siden, hvilket gjorde at men kunne mærke de våde steder endnu bedre! Endelig kom vi til toppen af trækliften, og vi styrede direkte imod 3500-trækliften, med vinden i ryggen. På vej ned over det forholdsvis flade stykke kunne man se, hvordan folk krummede sig sammen for at fylde mindst muligt i den regnfulde vind! Sneen faldt sammen med himlen i et kedeligt flatlight, hvor alt var hvid-gråt! Da vi endelig kom op til toppen i 3500 meters højde, styrede vi i direkte modvind hen imod pukkelsporet, som kun var til at finde på grund af de pistepinde, som stod lige ved starten. Regnen var nu delvis slået over i sne og hagl, men det var ikke mindre kold af den grund, da vi nu var blevet både kolde og våde. Vi droppede med det samme at køre i sporet, da vi ikke kunne se særligt meget, og satte næsten i blinde i gang ned af Super-G pisten ved siden af. Det første stykke vej, kørte Rolf forrest, og det hjalp mig til at se både hvilken vej pisten drejede, og hvor stejl den var. Længere nede kørte vi side om side, og når man en gang i mellem kunne abstrahere fra kulden, som nu føltes igennem skindet og ind til benet, var det faktisk en udfordrende skioplevelse, sådan at stå på ski i blinde. Da vi kom ned til den første slæbelift, vi havde taget, så vi de andre tre stå i kø, og vi kørte hen til dem, for at fortælle dem at de godt kunne glemme alt om at stå pukler. Beskeden skulle ikke gentages, og alle tre fulgte med over til stolen, som kunne bringe os tilbage til restauranten. Idet vi satte sig i stoleliften, kunne vi straks mærke, hvordan tøjet sugede det vand til sig, som det kunne. Vi var nu rigtig kolde og våde, og kunne kun tænke på at komme hjem under dynen, og tø op igen. Vi missede selvfølgelig, Funiculairen med et minut, og måtte derfor vente i vores våde tøj i en halv time inde på restauranten. De alpinister, som var kommet op med samme tog som Rolf og jeg nogle timer tidligere, sad stadigvæk inden for og ventede tørre og varme på, at deres trænere, kaldte dem over walkie-talkien for at fortælle dem om det var nødvendigt at tage op eller ikke. Det var det ikke, for da vi endelig kunne tage toget ned igen, var de med det samme tog. Alle stod i det kolde og ikke vindtætte tog, og prøvede at holde den sidste kropsvarme inde ved huden, undtagen de alpinister, som ikke havde løbet på ski. De morede sig til gengæld højlydt, så kulden føltes endnu koldere. Da vi langt om længe kom op i lejligheden, lavede Rolf noget varm kakao, og jeg gik derefter i brædderne resten af eftermiddagen. Klokken fem gik vi ned og trænede og spiste bagefter middag hos Anders og Anja. Kom sent i seng – igen, da vejrudsigten havde lovet lukket liftsystem for morgendagen, og fordi timerne flyver afsted, når man hooket op på internettet.
Den første powder!
Stod op, da Rolf gik i supermarkedet ved halvnitiden. Himlen var næsten skyfri, da jeg kikkede ud, så det var ikke så svært at komme i gang! Anders ringede lige efter, at jeg var stået op, for at fortælle, at han og Anja var på vej op på gletscheren. Rolf kom tilbage med noget morgenmad, og omkring klokken ni var vi klar. Nitten var bare lige, at vi havde en aftale med France Telecom, om at de skulle komme forbi inden klokken otte og sætte et telefonstik op til vores internetforbindelse. Allerede i sidste uge skulle de have været her, men de dukkede aldrig op. France Telecom havde selvfølgelig påstået, at de havde været forbi, men at de kunne ikke kunne komme ind! Både Rolf og jeg selv, havde siddet i tre timer i lejligheden og ventet på dem, eller på at de skulle ringe, men intet var sket! Ydermere havde de uden varsel sendt en mand forbi dagen efter, som måtte køre forgæves, fordi vi ikke vidste han ville komme, og derfor stod på ski oppe på gletscheren! Jeg fandt vores skriftlige bekræftelse fra France Telecom frem, og skulle lige til at ringe og brokke mig, da det bankede på døren. Voila, det var manden fra det franske telefonselskab! Han forstod, at vi var pressede med tiden, da der lå årets første jomfusne på toppen, og ventede på os. Han fik sat et stik op i en fart, og fortalte at han kunne ordne resten udenfor lejligheden uden vores hjælp, hvis vi lige ville skrive under. Aldrig har jeg skrevet under så hurtigt, og ALDRIG har jeg set en franskmand været så effektiv! Oppe på Grand Motte gletscheren, var der en del flere skyer, og den store kabinelift, var lukket på grund af den heftige vind og is på kablerne. Rolf og jeg besluttede os for at starte ud med et par ture på den nu åbne piste La Leisse, som havde været lukket lige siden vi kom for to uger siden. Vi mødte Philippe, en skilærer fra Val d’Isère vi kender fra sommertræningen, og fulgtes ad med ham de første par hundrede meter. Sneen gik til omkring støvlekanterne og var meget vindpakket, og tung at svinge i, men hvor var det fedt at køre noget powder igen! Der var måske en tredive-fyrre stykker, som var kommet før os, men da pisten ikke var blevet præpareret, var der masser af plads til alle! Vi svingede i gyngende rytmer over mod det stejleste stykke af den forholdsvis korte, og i forvejen ikke særligt stejle nedfart, og jo stejlere pisten blev jo mere sne var der! Til sidst, hvor der var alder stejlest, gik sneen mig til lige under midten af lårene, men da den var så vindpakket, gik jeg helt i stå! Jeg måtte stave mig igennem den tunge sne tilbage til nærmeste spor, for at kunne få nok fart på til at komme helt over til liften, hvor Rolf utålmodigt stod og ventede! På vej op i stoleliften udvekslede vi oplevelser fra nedturen, og var enige om, at sneen ikke var særlig fed at køre i, men at det nu alligevel havde været for fedt, da vi ikke havde stået pudder siden engang i slutningen af marts! Vi kunne også få et stort smil på begge to, ved at minde hinanden om, at vi kun var i oktober måned, og at vi havde hele sæsonens syv måneder foran os! Efter endnu en tur ned af La Leisse, tog vi op til de andre i 3500 meters højde. De var ved at løbe pukkelsporet til igen efter nattens snestorm. Det var tydeligt, at det havde været heftigt heroppe i nat, da alt var sneet til. Det eneste, der var tilbage af den gamle bane, var de øverste tyve centimeter af de ellers næsten halvanden meter høje hop franskmændene havde brugt før weekenden. Vi lagde som sædvanligt ud med et par ture med kortsving, for at varme lidt mere op, men kunne på grund af de meget mindre og blødere pukler, hurtigere komme i gang med træningen. For hvert gennemløb ændrede banen sig, da det blæste så kraftigt! Blæsten fik sneen til at fyge op i over ansigtshøjde, så man dårligt kunne se noget i de kraftigste vindstød. Stort set alle havde pakket sig ind i deres huer, hætter og goggles (snebriller), og næsten alle stod krummet foroverbøjet for at vise vejret så lidt af deres forfrosne hud! Den eneste fornemmelse man havde i sine tær, var smerten af kulde, som fik alt fra trædepuderne og fremefter til at summe!
Til min store glæde, gik pukkelløbet meget bedre, end det havde gjort nogle af de foregående elleve skidage vi havde haft! Grunden var nok delvis de to dages hvile, vi lige havde haft til at restituere os i, samt de bløde pukler. Jeg kunne løbe sporet i bund næsten hver gang, og når det glippede, og jeg måtte køre ud, var det på grund af min teknik, og ikke mine ømme lårmuskler! Efter en times tid, kom det svenske landshold op for at træne, men de forlod os hurtigt igen, da de syntes det var for koldt…! Det franske landshold havde fri hele ugen, så deres træner Eric Berthon, vi har haft som sommertræner de sidste par år, kørte et pukkelkursus, ligesom han gjorde før han blev landsholdstræner. Det gjorde at pukkelsporet hele tiden var rimeligt ryddet for den fygende sne, som ellers lagde sig så snart der ikke blev kørt! Ved et-tiden tog Kim og Anja ned til Tignes, da Kim var begyndt at føle sig som en del af gletscheren, og derfor var bange for at fryse fast i den. Anders, Rolf og jeg havde ikke fået nok endnu, så vi blev oppe i kulden! Vinden havde i løbet af den sidste times tid vendt sig hundredeogfirs grader, men var ikke aftaget i styrke af den grund…! Jeg havde efterhånden fået varmen i min højre fod, hvilket selvfølgelig var rart, men det gjorde bare smerten i men venstre fod endnu mere uudholdelig! Ansigtet havde efterhånden vendt sig til den forbistrede vind, og Eric grinede af istapperne, som var begyndt at vokse mit mundskæg! Da klokken var halv to, kørte Anders ned, mens Rolf og jeg holdt et kvarter mere, indtil vi blev smidt væk på grund af lukketid! Vi kørte ned til restauranten i 3052 meter, hvor vi mødte brødrene Jakob og Rasmus. Jakob har været her siden engang i juni, og bliver ligesom os til starten af december, hvorefter han tager med sin bror til St. Anton i Østrig, for at blive der resten af sæsonen! Vi sad og snakkede en halvtimes tid, før vi tog toget ned igennem bjerget, sammen med de skifanatiske brødre. Da vi endelig kom hjem i lejligheden, var Rolf og jeg enige om, at nu skulle telefonforbindelsen lige afprøves med det samme! Rolfs bærbar PC blev åbnet, og vi fløj ind i cyberspace! Utrolig nok virkede alt, inklusiv den nyinstalleret franske telefonforbindelse, første gang! Vi checkede vores e-mails, og loggede fornuftigt hurtigt fra igen. Selvom, det kriblede i fingrene for lige at komme lidt på nettet, var vi enige om, at vi hellere måtte vente til om aftenen, hvor det var billigere. Klokken fem skulle vi alle mødes igen til eftermiddagstræning. På grund af al den nye sne, som lå i byen, skulle vi for første gang træne indendørs, og mødtes derfor i fitness centeret i Val Claret. Vi trænede læg, lår, mave og ryg, og jeg var helt færdig til sidst! Midt under træningen kom OL deltager og World Cup vinder Thony Hemery, hen og hilste på. Han undskyldte, at han ikke var kommet hen med det samme, da han var kommet. Cool nok, at en så stor mand som ham, kommer hen og undskylder over for lille mig – for ingenting, tænkte jeg for mig selv, og spurgte ham hvordan det gik. Han begyndte at fortælle om Mundial de Ski, som skulle være i næste weekend i Les Deux Alpes, og sagde, at han ville køre derover sammen med Johann Gregoire og Laurent Niol (også fra World Cuppen), og der derfor desværre ikke var plads til flere i bilen, men at vi skulle prøve at få fat i en bil, så vi også kunne komme med derover. Han fortalte, at der både skulle være en Big Air og en Ski Cross konkurrence, han mente også, at der vist nok også ville være en Quarter- og en Half Pipe konkurrence! Vi troede først, at han talte om snowboard konkurrencer, men han sagde, at det var i sidste weekend, og at dette alt sammen kun drejede sig om ski! Vi spurgte straks Kim, om vi kunne låne hans bil, men han ville ikke risikere, at vi skulle komme til skade så tidligt på sæsonen, så hvis det skulle være, skulle det være uden ski og støvler…! Efter træningen gik vi hjem og strækkede ud, hvorefter vi lavede med – spaggethi bolognaise. Om aftenen så vi First Knight, og da den selvfølgelig var på fransk, blev vi nødt til, at skrue ned for lyden, og sætte noget technomusik på, for ikke at brække os for meget over den franske filmkultur!
Hviledag: Snestorm
Rolf og jeg vågnede begge samtidigt første gang klokken halv ni, men det sneede stadig en del. Anden gang vi vågnede – også samtidigt – var klokken blevet halvtolv, og der var blå himmel! Jeg skynde mig op, for at hente noget baguette hos bageren. Rolf prøvede at berolige mig med, at der sikkert var overskyet på toppen, men jeg måtte ud og checke det for mig selv. Udenfor var det en hel del koldere, end det havde været nogle af de andre dage, og det blæste en del. Alle bjergsiderne var dækket af et hvidt lag, og gletscheren, Grand Motte, var indhyllet i skyer. Det var tydeligt, at der stadig var heftig snestorm på toppen! Resten af dagen tilbragte jeg sammen med Anders, i forsøg på at få vores internet opkobling til at virke. Det lykkedes dog også inden det blev aften. I løbet af eftermiddagen kom snevejret tilbage, og vi havde snestorm resten af dagen og aftenen med! Da Rolf kom over, lavede vi noget aftensmad. Menuen stod på den klassiske skibumse; kartoffelmos med løg og bacon. Da jeg gik i seng ved halvtotiden var der stadigvæk heftig snestorm udenfor, vinden var dog taget til i styrke!
Hviledag: En tur til Chambéry
Vågnede ved otte-halvni-tiden, da Anne og Martina skulle op. Pigerne skulle selvfølgelig tidligt op for at stå på ski. Rolf og jeg kunne for en gangs skyld blive liggende i sengen – med stor tilfredsstillelse! Man kunne tydeligt mærke, at de forsøgte ikke at forstyrre os for meget, ved ikke at tænde for lyset, eller larme for meget! Jeg trak gardinet fra og satte noget techno på. Det fik Martina til at tænde for lyset, man kunne mærke at det fik hende til at slappe lidt mere af. Uden for regnede det stadigvæk heftigt, som det havde gjort hele natten, så Rolf og jeg havde bestemt ikke travlt med at komme ud af fjerene! De to piger fik guffet noget morgenmad i sig, mens vi stille og roligt fik gang i taleorganerne. Snakken gik selvfølgelig mest på, hvor langt op af bjerget det regnede, og hvor meget sne der mon var faldet oppe på gletscheren. Rolf var fast besluttet på at holde hviledag, mens jeg selv overvejede om jeg skulle tage med op på bjerget, og måske opleve sæsonens første pudderskiløb. Tanken var meget tiltrækkende selvom jeg vidste, mine ømme lår havde bedst af at, udnytte dagen til restitution. Endelig fik vi Martina til at ringe ned til liftkontoret, STGM, for at forhøre sig om vejrforholdene oppe på gletscheren. Hun fik efter et par minutters ventetid at vide, at hele liftsystemet inklusiv Funiculairen op igennem bjerget var lukket, muligvis endda hele dagen! Anne havde allerede fået det meste af sit skitøj på, og nægtede derfor at tro på den, for dem, sørgelige nyhed. Rolf og jeg kunne med stor selvtilfredsstillelse og indforståethed nikke til hinanden, fra hver vores seng, og trække vores dyner ekstra langt op om skuldrene. Det var jo nu engang vores hviledag, hvor det var meningen, at vi ikke skulle stå på ski – heller ikke friskiløb. Det passede os helt fint, at vi nu var tvunget til at blive nede fra bjerget på en dag, hvor det på grund af vejret ville have været totalt skod at være oppe at træne!
Klokken var nu blevet hen ved ti, og Rolf havde fået gebærdet sit legeme fra sengen og over til bordet, hvor han var ved at fortære sin første kæmpebowle havregryns- og cornflakes portion. Da vi ikke skulle på ski, udnyttede jeg, at jeg ikke var tvunget til at spise morgenmad, før jeg var sulten, og lå derfor stadig under dynen, mens jeg overvejede, hvad vi kunne få dagen til at gå med. Da det nu engang var søndag, ende morgenmads-/frokostmenuen med at stå på pizza fra supermarkedet. Da vi kom tilbage fra supermarkedet, og havde konstateret – til vores store overraskelse – at ovnen virkede, gik snakken, som sædvanligt, på hvordan pengene i Dansk Skiforbund blev ødslet væk på alpinsporten i stedet for at dele lidt mere ligeligt i mellem de forskellige grene af skisporten. Vi prøvede, uden for stor afsky i vores ordvalg, at forklare pigerne, hvordan vi havde svært ved at acceptere, at de penge freestyleafdelingen havde fået tildelt, alligevel efter sæsonens slutning ikke kunne udbetales, da de skulle bruges til at dække alpinafdelingens underskud…! Efter et par timers diskuteren om det var fair at bruge alle pengene på alpinsporten, når freestylesporten, i Danmark, var den eneste, som leverede internationale resultater, eller ej, fik vi vist nok, og snakken begyndte mere at dreje sig om, hvordan de to piger skulle kommer tilbage til Chambéry. Jeg ringede til Jazze fra Restaurant La Poutrerie , eller bedre kendt som Potten, og vi fik lov til at låne hans bil – hvis vi bare betalte for benzinen. På vej ned af bjerget til Albertville, kom vi forbi Saint Foy, La Rosière, Les Arcs, La Plagne, Courchevel, Meribel, Val Thorens og Valmorel. Man kunne se nordsiden af gletscheren Bellecôte i La Plagne, og vi var endnu en gang enige om at det måtte være en af vinterens mål. Et andet mål for vinteren, vi også måtte bekræfte imellem os, var heliskiing fra La Rosières italienske side. Martina fortalte i den forbindelse, om hendes første – og indtil videre eneste – heliskiingtur påskedag i Rigsgränsen i det nordlige Sverige, hvor hun med tre veninder, havde fået tre løft for nihundrede svenske Kroner! Hun fortalte, at det havde været for fedt, og at de oven i købet havde fået flirtet sig til et fjerde løft, hvor de kunne løbe ned af en af de kendteste sider i Rigsgränsen – en halvtreds grader stejl side hun i flere år havde set på som tilskuer til Nordisk Mesterskab i Freeride!
Da vi nåede til Albertville, gik turen selvfølgelig inden om den obligatoriske McDonald’s, før vi kunne køre videre. I Chambéry besluttede vi os for at gå i biografen alle fire, men efter at have kikket på plakaterne i byens tre biografer, og konstateret at alt var i fransk version, endte vi på en hyggelig bar, Bar du Théatre. Efter et par timers snak om alt fra sex til ski, kørte vi pigerne hjem, før vi selv vendte hjemad. Klokken var nu blevet hen ad ti, og vi vidste, at vi hellere måtte skynde os, hvis vi skulle nå Albertville, inden McDonald’s lukkede! Vi nåede det ikke med tolv minutter…! Videre mod Tignes, hvor vi til vores store glæde kunne sætte firhjulstrækket til allerede i attenhundredes meters højde på grund af snevejr! Vi var hjemme ved et-tiden, og gik direkte i brædderne!