Var klar til at tage op med Funiculairen ved titiden, men just da vi kom ned til huset, hvorfra toget går, gik den i stykker!
Vi så, at Les Lanches stoleliften var åben, men også, at der var flere hundrede mennesker, som stod og skubbede til hinanden i en totalt ukontrolleret fransk kø.
Vi bestemte os derfor at gå over til Funiculairen, og forhøre os hvornår den ville virke igen. Damen sagde, at toget oppe på toppen ikke kunne lukke dørene, og det nok ville tage et kvarter til en halv times tid.
Vi blev hurtigt enige om at vente, da liftkøen ved stoleliften, ville tage mindst lige så langt tid! Da vi havde ventet i ca. 20 minutter, kom damen over og fortalte os, at problemet ikke ville blive løst lige med det samme, og vi måtte forvente at vente yderligere i hvert fald en halv time til en time endnu…
Så vi gik over til den nu endnu større kø ved stoleliften, og tog op med den.

Da vi endelig var kommet op på gletscheren, så vi at Vanoise-stolen, som skulle tage os det sidste stykke op til restauranten, var lukket! Der var derfor kun én mulighed – at tage ned til Tignes igen!
Da der fra Les Lanches-stolen kun går én piste ned til byen, føltes det næsten som at stå i kø igen – ned ad pisten altså!!! 🙁

Da vi igen kom ned til byen, var Funiculairen næsten klar til at køre igen, og vi gik derfor straks over for at vente.
Ingen af os mente, at det var besværdet værd, igen at stille sig i kø ved stolen, da vi alligevel ikke kunne komme op til gletscheren og træne ad den vej.

Efter ydderligere en del ventetid, kom vi endelig op med det første tog!
Téléphériquen var stadig ikke åben, men liftmanden ved toppen af La Leisse fortalte mig, at om tre kvarters tid ville han blive afløst, og så ville han åbne téléphériquen!
Han fortalte, at grunden til at den ikke allerede kørte, var mangel på mandskab, men han ville give mig et praj, når jeg kom op med stolen, hvis han var ved at åbne téléphériquen! 😉

Vi lagde ud med nogle ture ned af La Leisse, men glædede os til at komme helt op på toppen, og hoppe kanten under téléphériquen, da der nu måtte ligge mindst en meter frisk sne på kanten!
Man ville derfor kunne fyre den for vildt af, ud over kanten – og være fuldstændig ligeglad med, hvordan eller, hvor langt man landede i den bløde dybsne!! 😀
Téléphériquen åbnede desværre aldrig den dag… 🙁

I stedet mødte vi Jakob og Rasmus på La Leisse, og lå derfor sammen med dem og hamrede ned af pisten i Super-G sving og høj hastighed!

Det vi i virkeligheden lå og kørte efter var klippen helt nede i bunden af pisten.
Det var en klippe, der lå lige der, hvor pisten var aller stejlest, og som afhængigt af hvor man kørte ud over den, var mere eller mindre høj! 😛

Vi lagde i starten ud med at hoppe dér, hvor klippen var mindst, uden at tage for meget fart på…
Det gav en lufttur på ca. 7-8 meter, hvorefter man landede i en eksplosion af nysne, der var ca. 70-80 cm dyb! 😀
Efter at have hoppet klippen, kunne man stave sig 30 meter tilbage til pisten, lige der hvor stolen startede! 🙂

Da vi havde hoppet klippen 5-6 gange hver, var der så mange dybe huller efter landingen, at man måtte have mere fart på, så man kunne hoppe over de gamle landinger!
Til sidst hoppede vi 12-15 meter, og hver gang sad folk oppe i stoleliften oppe over os, og hylede og klappede!!! 😀

Da temperaturen var -17° C, blev vi nødt til at gå ind på restauranten og varme os ved totiden.
Vi var blevet temmelig kolde af alt den sne, som stod op omkring os, hver gang vi landede, samt også af de hurtige sving ned over pisten til klipperne!
Vi varmede os og spiste frokost i en halv times tid, inden vi til slut tog endnu et par ture på Leisse!
Vi sluttede af med at hoppe dér hvor klippen var størst, det gav nogen lunde samme lufttur, som før, men i stedet for at flyve 15 meter udfra klippen, blev det mere til at “falde” 12 ud ned fra klippen!

Vi tog Génépy-pisten ned sammen med Mark – en x-pukkelløber fra Holland, vi havde mødt i løbet af dagen.
Génépy-pisten var endnu ikke officielt åbent endnu, men Philippe Dufour havde allerede i sidste uge fortalt om, hvordan han og nogle af de franske landsholdsløbere, havde taget den ned til byen.
Oure Idrætshøjskole havde også benytte sig af pisten, hvor de halvvejs nede ad pisten mod Tignes, havde gået det sidste stykke op til Col de Fresse, og fortsat ned på den anden side til La Daille og Val d’Isère.

Da vi endnu ikke kunne se præcist, hvor pisten burde ligge henne, skar vi ind over siden, og fik nogle gode skråninger med fed puddersne til knæene!
Èt sted så Rolf faren ved den megen sne, og begyndte at trampe hårdt med sine ski! Resultatet var, at sneen pludselig skred væk under os, og ned på det flade stykke under os!
Der var ca. skredet 8 gange 10 meter i en dybde af ca. ½ meter, og vi var glade for at vi ikke var blevet taget med af sneen!
Der var nok ikke sket noget, når der ikke var mere sne indblandet, og skråningen ikke var mere end nogle hundrede meter, men det fik os til at tænke en ekstra gang, hvilket også minder én om altid at være på vagt – også senere i sæsonen, når det rigtigt gå løs! 😉

Vi fortsatte ned til Génépy-pisten, og videre ned til Tignes. Vi kunne, på grund af vores usædvanlige rute ned til byen, køre lige frem til lejligheden! 🙂
Da vi først var hjemme ved halv fire tiden, og havde planlagt en lang gåtur om aftenen, var der ikke noget eftermiddagstræning i fitness centeret.
Vi havde desuden ikke set noget til hverken Anja eller Kim, og deres bil holdt stadig ikke parkeret, hvor den plejede at stå – så de var nok ikke kommet tilbage fra Val Thorens endnu, selvom de havde fortalt os, at de ville være tilbage allerede i går aftes…

Mark kom forbi i lejligheden, og da vi mere eller mindre introducerede ham for internettet 😀 missede vi supermarkedet… Vi bestilte derfor, på bedste dansk/hollandske stil, pizza til aftensmad 😛

Ved 23-tiden begyndte Rolf og jeg igen at klæde os i skitøjet! Vi skulle på stjerneskudsekspedition! 😀
Det var nemlig natten, hvor jorden svævede igennem efterladenskaberne af kometen Temple-Tuttle, der passerede os i starten af året!
Fænomenet, som kaldes Leoniderne, skulle give os 100-150.000 stjerneskud i timen, og Rolf og jeg, havde bestemt os for at se dette natursceneri fra en bjergtop, langt fra en hver forurenende og ødelæggende lyskilde! 😉

Klokken halv tolv startede vi, godt klædt på, og med skiene spændt på rygsækkene!
Vi gik op ad pisten mod Tovière, som ligger på en top over byen i ca. 2750 meters højde – ca. 650 højdemeter over Tignes.
Vi holdt en pause, da vi havde gået nogenlunde halvvejs, og jeg blev temmeligt overrasket, da uret viste, at vi allerede havde gået i en time!
Rolfs højdemåler viste, at vi havde gået ca. 350 meter op ad bjerget, hvilket passede meget godt i forhold til vores umiddelbare forventninger.

Vi havde set 6-7 stjerneskud imens vi havde gået, men det havde været svært at koncentrere sig både om at se op i nattehimmelen, samtidigt med at gå!
Det var vigtigt at gå i et jævnt tempo, uden for mange rytmeforstyrelser, for ikke at blive alt for forpustet, eller komme til at svede for meget! Blev vi først for varme, ville det blive umuligt senere at holde varmen, når vi nåede toppen – temperaturen var jo ikke ligefrem blevet varmere siden de -17° C tidligere i dag…!

Så for at koncentrere os om at gå, havde vi derfor begge tendens til at se ned i pisten, mens vi i vores skistøvler gik i små skridt op ad pisten.
Hver 50. meter op ad pisten, stod der en larmende snekanon, og sprøjtede frossent vand ud over pisten. Der var så meget tryk på kanonerne, at det meste af strålerne, forsvandt ud på den anden side af pisten, og ned i off-pisten mod byen! Nogle steder havde kanonerne dog været i gang i så langt tid, at der lå en to meter høj og ti meter lang isbunke på tværs af pisten!
Vi lagde mærke til dette, og noterede os også at underlaget på pisten var ren is, hver gang man gik ind under en snekanon.
På afstand kunne man i mørket ikke se disse isbunker, og vi var derfor klar over at vi skulle passe på, når vi igen skulle ned – på ski!
På grund af det meget isede underlag omkring disse kæmpe isbunker, ville en katastrofeopbremsning være umulig!

Vi holdt nogle flere pauser længere oppe ad bjerget, og hver gang stod vi og så blindt op i den totalt klare nattehimmel!
Kun én gang før – på en græsk ø, Simi, nær Tyrkiet, har jeg set så mange stjerner før!!! 😀
Der var et klart og tydeligt spor af Mælkevejen hen over himmelen fra Syd mod Nord, og i vest stod Venus og lyste så klart, at man skulle tro, at den havde en aftale med Månen, som var fraværende, da denne nat var natten før Nymåne! 😀
Vi kunne desuden se både Mars og Jupiter, og da vi havde gået i et stykke tid, stod Siriusstjernen op, og blinkede heftigt over Col de Fresse i Syd!

Her i Alperne, kan man ofte se den vildeste nattehimmel, i forhold til derhjemme!
Denne nat var dog ekstraordinær, da vi var gået så lang væk fra byen! Det eneste lys fra byen, som man stadigvæk kunne se, var det lys, som blev kastet op på Grand- og Petit Balme bjergene langt væk, på modsatte side af byen. Dette så dog også helt vild flot ud, og vi ærgrede os en del over, at vi ikke havde Jakobs spejlreflekskamera med til at tage nogle natbilleder af netop dette…
Med en lukketid på et minut eller to, kunne vi have fået nogle vilde bjergnattebilleder, men det må vente til en anden gang…!

Efter at vi havde gået i en time og trekvarter, nåede vi restauranten på Tovière-toppen ca. 650 meter over byen.
Vi havde nu set en 15-20 stjerneskud, og var klar til at se i hvert fald lige så mange, nu hvor vi endelig var kommet derop!
Vi kravlede op på taget af restauranten, som endnu ikke havde åbnet for vinteren, og lagde os til rette – som Kalle i Træet – og så forventningsfulde op i stjernehimlen.
Mens vi lå og kikkede op, ringede Rolf til sin ven Torben, og til sin mor hjemme i Danmark, for at fortælle dem om vores stjerneskudsekspedition – de lå begge og sov (sorry about that, Torben og Berit…) 😉

Vi nåede at se 4-5 stjerneskud, mens vi lå på taget, men da det var ca. -20° C, og vi alligevel havde svedt noget på vej op ad bjerget, begyndte det hurtigt at blive temmelig koldt! 😐
Vi kravlede ned fra restauranten igen, og begyndte at gå rundt for at holde varmen, mens vi mere eller mindre konstant holdt synet rettet mod sydhimmelen.

Nogle af de stjerneskud vi så, var så kraftige og lange, at sporet blev hængende i himmelen i et sekund eller to efter, at selve stjerneskuddet havde flænset himmelen!
Hver gang vi så et stjerneskud, udbrød vi i et eller andet: “Årh-jaah, maand!”, og nogle gange kunne man, hvis man ikke selv havde set stjerneskuddet, nå at se sporet efter det, når den anden udbrød i vildelse! 😀 :-
Mange af disse flænsende lysspor nåede vi dog begge at se, hvilket var med til at gøre den fælles oplevelse endnu stærkere!!! 😀

Da vi havde frosset oppe på toppen i lidt over en time, besluttede vi os for at tage hjem…
Jeg lagde ud med at køre i plov, og næsten blinde, ned imod det første sving, men blev kraftigt distraheret og blændet, da mine ski begyndte at gnistre for vildt til begge sidder!
Jeg kørte tilsyneladende hen over nogle sten, men kunne på grund af den blændende effekt gnisterne havde, ikke dirigere uden om!
Resultatet blev at mine ski gnistrede for vildt indtil jeg nåede svinget 20-30 meter længere nede!
Rolf råbte som om han havde set det vildeste stjerneskud, men det var tilsyneladende mine ski han havde set..!
Af ømhed over for mine ski, kunne jeg næsten mærke gnisterne og stenene direkte op i mine ellers følelsesløse fødder…! 🙁 🙁

Vi fortsatte ned af pisten i mod Tignes i næsten blinde!
Vi kørte meget langsomt, og i plov, da pisten ikke var præpareret – den var jo endnu ikke officielt åbnet endnu – og fordi vores øjne hellere ville kigge op i himmlen efter flere stjerneskud! 😉
Da vi kom længere ned af bjerget, og det blev lidt stejlere, kunne man se mere, og vi kunne begyndte at svinge i 20-30 cm puddersne.
Det var for vild en oplevelse, og vi nød vist begge denne del af turen! 🙂
Når den ene overhalede den anden, virkede det næsten som at se et spøgelse på ski – fordi man hverken kunne se selve sneen eller skistøvlerne i mørket – så det så ud som om man bare svævede forbi ½ meter over jorden!!! 😉
Længere nede blev vi igen nødt til at køre i plov, da puddersneen blev afløst af et stenhårdt iset underlag, og nattens uendelige stilhed, af snekanonernes overdøvende larmen..!

Da vi endelig nåede ned til Tignes igen, var klokken blevet næsten halv fire om natten, og vi var glade for at der ikke var nogen, der så os, da de sikkert havde troet at vi var syge i hovederne, sådan at stå på ski midt om natten…! 😉 hehe.

Vi havde i alt set 30-35 stjerneskud den nat!!!
En udforglemmelig oplevelse 😀