Stod op, da Rolf gik i supermarkedet ved halvnitiden. Himlen var næsten skyfri, da jeg kikkede ud, så det var ikke så svært at komme i gang! Anders ringede lige efter, at jeg var stået op, for at fortælle, at han og Anja var på vej op på gletscheren. Rolf kom tilbage med noget morgenmad, og omkring klokken ni var vi klar. Nitten var bare lige, at vi havde en aftale med France Telecom, om at de skulle komme forbi inden klokken otte og sætte et telefonstik op til vores internetforbindelse. Allerede i sidste uge skulle de have været her, men de dukkede aldrig op. France Telecom havde selvfølgelig påstået, at de havde været forbi, men at de kunne ikke kunne komme ind! Både Rolf og jeg selv, havde siddet i tre timer i lejligheden og ventet på dem, eller på at de skulle ringe, men intet var sket! Ydermere havde de uden varsel sendt en mand forbi dagen efter, som måtte køre forgæves, fordi vi ikke vidste han ville komme, og derfor stod på ski oppe på gletscheren! Jeg fandt vores skriftlige bekræftelse fra France Telecom frem, og skulle lige til at ringe og brokke mig, da det bankede på døren. Voila, det var manden fra det franske telefonselskab! Han forstod, at vi var pressede med tiden, da der lå årets første jomfusne på toppen, og ventede på os. Han fik sat et stik op i en fart, og fortalte at han kunne ordne resten udenfor lejligheden uden vores hjælp, hvis vi lige ville skrive under. Aldrig har jeg skrevet under så hurtigt, og ALDRIG har jeg set en franskmand været så effektiv! Oppe på Grand Motte gletscheren, var der en del flere skyer, og den store kabinelift, var lukket på grund af den heftige vind og is på kablerne. Rolf og jeg besluttede os for at starte ud med et par ture på den nu åbne piste La Leisse, som havde været lukket lige siden vi kom for to uger siden. Vi mødte Philippe, en skilærer fra Val d’Isère vi kender fra sommertræningen, og fulgtes ad med ham de første par hundrede meter. Sneen gik til omkring støvlekanterne og var meget vindpakket, og tung at svinge i, men hvor var det fedt at køre noget powder igen! Der var måske en tredive-fyrre stykker, som var kommet før os, men da pisten ikke var blevet præpareret, var der masser af plads til alle! Vi svingede i gyngende rytmer over mod det stejleste stykke af den forholdsvis korte, og i forvejen ikke særligt stejle nedfart, og jo stejlere pisten blev jo mere sne var der! Til sidst, hvor der var alder stejlest, gik sneen mig til lige under midten af lårene, men da den var så vindpakket, gik jeg helt i stå! Jeg måtte stave mig igennem den tunge sne tilbage til nærmeste spor, for at kunne få nok fart på til at komme helt over til liften, hvor Rolf utålmodigt stod og ventede! På vej op i stoleliften udvekslede vi oplevelser fra nedturen, og var enige om, at sneen ikke var særlig fed at køre i, men at det nu alligevel havde været for fedt, da vi ikke havde stået pudder siden engang i slutningen af marts! Vi kunne også få et stort smil på begge to, ved at minde hinanden om, at vi kun var i oktober måned, og at vi havde hele sæsonens syv måneder foran os! Efter endnu en tur ned af La Leisse, tog vi op til de andre i 3500 meters højde. De var ved at løbe pukkelsporet til igen efter nattens snestorm. Det var tydeligt, at det havde været heftigt heroppe i nat, da alt var sneet til. Det eneste, der var tilbage af den gamle bane, var de øverste tyve centimeter af de ellers næsten halvanden meter høje hop franskmændene havde brugt før weekenden. Vi lagde som sædvanligt ud med et par ture med kortsving, for at varme lidt mere op, men kunne på grund af de meget mindre og blødere pukler, hurtigere komme i gang med træningen. For hvert gennemløb ændrede banen sig, da det blæste så kraftigt! Blæsten fik sneen til at fyge op i over ansigtshøjde, så man dårligt kunne se noget i de kraftigste vindstød. Stort set alle havde pakket sig ind i deres huer, hætter og goggles (snebriller), og næsten alle stod krummet foroverbøjet for at vise vejret så lidt af deres forfrosne hud! Den eneste fornemmelse man havde i sine tær, var smerten af kulde, som fik alt fra trædepuderne og fremefter til at summe!
Til min store glæde, gik pukkelløbet meget bedre, end det havde gjort nogle af de foregående elleve skidage vi havde haft! Grunden var nok delvis de to dages hvile, vi lige havde haft til at restituere os i, samt de bløde pukler. Jeg kunne løbe sporet i bund næsten hver gang, og når det glippede, og jeg måtte køre ud, var det på grund af min teknik, og ikke mine ømme lårmuskler! Efter en times tid, kom det svenske landshold op for at træne, men de forlod os hurtigt igen, da de syntes det var for koldt…! Det franske landshold havde fri hele ugen, så deres træner Eric Berthon, vi har haft som sommertræner de sidste par år, kørte et pukkelkursus, ligesom han gjorde før han blev landsholdstræner. Det gjorde at pukkelsporet hele tiden var rimeligt ryddet for den fygende sne, som ellers lagde sig så snart der ikke blev kørt! Ved et-tiden tog Kim og Anja ned til Tignes, da Kim var begyndt at føle sig som en del af gletscheren, og derfor var bange for at fryse fast i den. Anders, Rolf og jeg havde ikke fået nok endnu, så vi blev oppe i kulden! Vinden havde i løbet af den sidste times tid vendt sig hundredeogfirs grader, men var ikke aftaget i styrke af den grund…! Jeg havde efterhånden fået varmen i min højre fod, hvilket selvfølgelig var rart, men det gjorde bare smerten i men venstre fod endnu mere uudholdelig! Ansigtet havde efterhånden vendt sig til den forbistrede vind, og Eric grinede af istapperne, som var begyndt at vokse mit mundskæg! Da klokken var halv to, kørte Anders ned, mens Rolf og jeg holdt et kvarter mere, indtil vi blev smidt væk på grund af lukketid! Vi kørte ned til restauranten i 3052 meter, hvor vi mødte brødrene Jakob og Rasmus. Jakob har været her siden engang i juni, og bliver ligesom os til starten af december, hvorefter han tager med sin bror til St. Anton i Østrig, for at blive der resten af sæsonen! Vi sad og snakkede en halvtimes tid, før vi tog toget ned igennem bjerget, sammen med de skifanatiske brødre. Da vi endelig kom hjem i lejligheden, var Rolf og jeg enige om, at nu skulle telefonforbindelsen lige afprøves med det samme! Rolfs bærbar PC blev åbnet, og vi fløj ind i cyberspace! Utrolig nok virkede alt, inklusiv den nyinstalleret franske telefonforbindelse, første gang! Vi checkede vores e-mails, og loggede fornuftigt hurtigt fra igen. Selvom, det kriblede i fingrene for lige at komme lidt på nettet, var vi enige om, at vi hellere måtte vente til om aftenen, hvor det var billigere. Klokken fem skulle vi alle mødes igen til eftermiddagstræning. På grund af al den nye sne, som lå i byen, skulle vi for første gang træne indendørs, og mødtes derfor i fitness centeret i Val Claret. Vi trænede læg, lår, mave og ryg, og jeg var helt færdig til sidst! Midt under træningen kom OL deltager og World Cup vinder Thony Hemery, hen og hilste på. Han undskyldte, at han ikke var kommet hen med det samme, da han var kommet. Cool nok, at en så stor mand som ham, kommer hen og undskylder over for lille mig – for ingenting, tænkte jeg for mig selv, og spurgte ham hvordan det gik. Han begyndte at fortælle om Mundial de Ski, som skulle være i næste weekend i Les Deux Alpes, og sagde, at han ville køre derover sammen med Johann Gregoire og Laurent Niol (også fra World Cuppen), og der derfor desværre ikke var plads til flere i bilen, men at vi skulle prøve at få fat i en bil, så vi også kunne komme med derover. Han fortalte, at der både skulle være en Big Air og en Ski Cross konkurrence, han mente også, at der vist nok også ville være en Quarter- og en Half Pipe konkurrence! Vi troede først, at han talte om snowboard konkurrencer, men han sagde, at det var i sidste weekend, og at dette alt sammen kun drejede sig om ski! Vi spurgte straks Kim, om vi kunne låne hans bil, men han ville ikke risikere, at vi skulle komme til skade så tidligt på sæsonen, så hvis det skulle være, skulle det være uden ski og støvler…! Efter træningen gik vi hjem og strækkede ud, hvorefter vi lavede med – spaggethi bolognaise. Om aftenen så vi First Knight, og da den selvfølgelig var på fransk, blev vi nødt til, at skrue ned for lyden, og sætte noget technomusik på, for ikke at brække os for meget over den franske filmkultur!