Sidste dag på ski i denne vintersæson…! ;-(…
Det var med lidt vemod, at vi spændte vores bindinger for sidste gang, men det hjalp at vide, at der kun er ca. 2 måneder til vi skal på ski igen! 😀

Jeg tog ud med Jacob fra Le Monde et stykke op ad formiddagen, og lige inden vi kørte ud på pisterne i den stegende sol, ringede Françoirs – chefen for den franske skiskole, ESF, og spurgte om vi ville med op og køre Le Grand Couloir på Pecletbjerget.
Det ville vi selvfølgelig gerne, og vi mødtes kort efter foran ESF med Helen (Norge), Marco (Australien/Kroatien), Mitch, Domenique, Françoirs (Frankrig) og en englænder.

Vi tog først Cascaden og Morainen op, og derefter op til Col i 3000 meters højde.
Fra Col pakkede vi skiene (og snowboardene) på rygsækkene, og begyndte at gå.
Vi skulle gå op over gletscheren fra 3.000 meter  til ca. 3.530 meter og vurderede turen til at tage ca. en time.

På vejen op holdt vi tre hvil. Helen havde sat skind på sine telemarkski for at kunne gå lige op over siden, men overraskende nok, var det hele tiden hende, der sakkede bagud…
De hurtigste var hele tiden snowboardene, som i deres boots, kunne gå i et rimeligt godt tempo.
Allerede efter første hvil var vi flere, som smed vores T-shirts, og gik resten af turen i bar overkrop! 😀
De sidste par hundrede meter var temmeligt stejle, og Domenique overvejede at vende om, og køre ned, der hvor vi havde gået op, men vi fik hende overtalt til at komme med os, og hun fortsatte op – senere til hendes store glæde! 😉

Vi kom op til toppen ved 16-tiden, og nød den flotte udsigt i den varme eftermiddagssol, som stadigt stod højt på himmelen!
Kun en let brise kølede vores bare arme ned heroppe i ca. 3.530 meters højde!
Cîme de Caron, der er De 3 Dales højeste punkt, man kan nå med en lift, lå ovre til venstre – mere end 300 meter lavere end den top vi sad på – og ovre til højre, lå Val Thorens – mere end 1 km lavere end, hvor vi sad!

Det eneste, der skyggede for vores fantastiske udsigt, var Pecletbjerget, som vi sad på, og som har sit højeste punkt ca. 30 meter højere, en lille kilometer længere henne ad bjergkarmen!
Derudover kunne vi se hele Mont Blanc, som ligger over 70 km væk, og bagsiden gletscherne Grand Motte- og Grand Casse gletscherne i Tignes ca. 25-30 km væk.
Tignes lå så tæt på, at det så ud som om det lå sammen med bjergene i den fjerne ende af Courchevel – den fjerne ende af vores eget skiområde!

I mens vi nød en god lang og superhyggelig pause, kunne vi se, hvordan bjerget under os, og pisterne rundt i området, stille og roligt blev tømt for mennesker og de få turister, der var tilbage.
Solen bagte stadigvæk direkte ind på os for fuld lampe – så vi nød meget at kunne sidde på en bjergtop i 3.550 meters højde, og nyde den svage forårsbrise – i t-shirt 😀

Efterhånden begyndte folk at blive rastløse, og det var derfor tid til at sige farvel til den fantastiske følelse af at stå øverst på en bjergtop, og komme videre!
Vi startede med at køre ca. 50 meter ned mellem nogle klipper til et plateau. Sneen var hård, men med et 10 cm blødt lag pudder oven på!

Da alle var kommet ned på plateauet, hoppede først Mitch, så Françoirs og derefter jeg selv ud over kanten, og ned i Grand Couloir! 😀
Én efter én, kom de andre ned i couloiren, og alle udstødte glædes skrig efter de første par sving.

Så snart vi drejede ned i couloiren, som vender mod syd, blev sneen tung og grødet, men selv om det er sværere at stå i 30 cm grød end ½ meter powder, var der alligevel gode sneforhold, da der ikke var et eneste spor før vores!

Omkring halvvejs nede igennem den næsten 1 kilometer lange og omkring 50 meter brede couloir skrånede Marco i et langt skær fra venstre side helt over til højre side, hvorfor han udløste et ca. 30 meter bred tøsneslavine. Mitch og jeg, som var de eneste foran Marco, kørte straks ud til hver vores side, men da sneen skred forbi os, gik det så langsom, at det mest af alt lignede en flod af sne i sneen.
Vi kørte naturligvis straks ind i sneskredet, og morede os med at “ride bølgerne” i den bagende sol ned gennem couloiren!

Da vi kom ned for enden af selve couloiren, bredte bjergsiden sig flere hundrede meter ud på begge sider, og jeg tog de sidste 5-600 meter i store cruisende sving – med en god del mælkesyrer i lårende efter den tunge sne!
Françoirs tog – som den sejeste – de sidste 5-600 meter i en 11’er (lige ned ad bjerget uden sving)! 😀

Da alle var kommet ned, og udstødt de første 10-20 glædesskrig, kørte vi ned ad Moraine-pisten tilbage til Val Thorens.
Vi var helt alene ikke kun på pisten, men på hele bjerget, og det var den sidste skitur på den sidste skidag…!

Dette var helt klart den mest ultimative måde at afslutte sæsonen på, og vi var alle enige om at gentage succesen, den sidste dag i næste sæson!!! 😀 😀