Vågnede lidt over syv, efter femogenhalv times søvn, og kunne ikke rigtig overskue at stå op, da det regnede uden for! Aftalen var at mødes med Anders, Anja og Kim ved Funiculairen klokken otte, og for en gangs skyld, var vi der i god tid. Desværre skulle vi sammen med andre hundredeoghalvtres mennesker, stå ude i regnen i tre kvarter og kikke ind i den tomme ventesal, før de forbandede franskmænd endelig syntes, at det var på tide at åbne døren. Da dørene ind til salen endelig gik op, var folk ved at træde hinanden ihjel, for at komme først…! De andre var selvfølgelig ikke dukket op, ej heller havde de ringet, for at sige, at de brændte os af, men da vi kom op på restauranten i 3000 meters højde, og det stadig regnede, måtte vi dog alligevel tage os sammen og ringe til dem…! Ja ja, vi er på vej, sagde Kim i telefonen, da jeg ringede til ham lidt over ni, men de kom alligevel ikke lige med det samme, så Rolf og jeg besluttede at tage længere op på gletscheren, i håb om at regnen var blevet til sne. Selvfølgelig var télépheriquen lukket, så vi stavede os ned til slæbet og stillede os i kø. Folk var generelt ikke i særlig, godt humør, kunne man hurtigt fornemme af stemningen og stemmelejerne på de få, der sagde noget. Da vi endelig nåede frem til anker liften, godt pakket ind i både ansigtsmaske, goggles, hue og hætte, begyndte de første regndråber, at trænge igennem! Jo længere op vi kom, jo mere gennemblødte blev vi! Jeg blev først våd igennem syningerne i mine ellers forholdsvis vandtætte bukser midt på lårene, derefter bredte det sig til begge sider, og mine lange underhyldere sugede til sig af fuld kraft! Rolf “blødte igennem” ved albuerne, og havde derefter sammen effekt under sin jakke. Lidt senere kunne jeg mærke hvordan det stille og roligt trængte igennem i støvlerne! Vinden var kraftig fra siden, hvilket gjorde at men kunne mærke de våde steder endnu bedre! Endelig kom vi til toppen af trækliften, og vi styrede direkte imod 3500-trækliften, med vinden i ryggen. På vej ned over det forholdsvis flade stykke kunne man se, hvordan folk krummede sig sammen for at fylde mindst muligt i den regnfulde vind! Sneen faldt sammen med himlen i et kedeligt flatlight, hvor alt var hvid-gråt! Da vi endelig kom op til toppen i 3500 meters højde, styrede vi i direkte modvind hen imod pukkelsporet, som kun var til at finde på grund af de pistepinde, som stod lige ved starten. Regnen var nu delvis slået over i sne og hagl, men det var ikke mindre kold af den grund, da vi nu var blevet både kolde og våde. Vi droppede med det samme at køre i sporet, da vi ikke kunne se særligt meget, og satte næsten i blinde i gang ned af Super-G pisten ved siden af. Det første stykke vej, kørte Rolf forrest, og det hjalp mig til at se både hvilken vej pisten drejede, og hvor stejl den var. Længere nede kørte vi side om side, og når man en gang i mellem kunne abstrahere fra kulden, som nu føltes igennem skindet og ind til benet, var det faktisk en udfordrende skioplevelse, sådan at stå på ski i blinde. Da vi kom ned til den første slæbelift, vi havde taget, så vi de andre tre stå i kø, og vi kørte hen til dem, for at fortælle dem at de godt kunne glemme alt om at stå pukler. Beskeden skulle ikke gentages, og alle tre fulgte med over til stolen, som kunne bringe os tilbage til restauranten. Idet vi satte sig i stoleliften, kunne vi straks mærke, hvordan tøjet sugede det vand til sig, som det kunne. Vi var nu rigtig kolde og våde, og kunne kun tænke på at komme hjem under dynen, og tø op igen. Vi missede selvfølgelig, Funiculairen med et minut, og måtte derfor vente i vores våde tøj i en halv time inde på restauranten. De alpinister, som var kommet op med samme tog som Rolf og jeg nogle timer tidligere, sad stadigvæk inden for og ventede tørre og varme på, at deres trænere, kaldte dem over walkie-talkien for at fortælle dem om det var nødvendigt at tage op eller ikke. Det var det ikke, for da vi endelig kunne tage toget ned igen, var de med det samme tog. Alle stod i det kolde og ikke vindtætte tog, og prøvede at holde den sidste kropsvarme inde ved huden, undtagen de alpinister, som ikke havde løbet på ski. De morede sig til gengæld højlydt, så kulden føltes endnu koldere. Da vi langt om længe kom op i lejligheden, lavede Rolf noget varm kakao, og jeg gik derefter i brædderne resten af eftermiddagen. Klokken fem gik vi ned og trænede og spiste bagefter middag hos Anders og Anja. Kom sent i seng – igen, da vejrudsigten havde lovet lukket liftsystem for morgendagen, og fordi timerne flyver afsted, når man hooket op på internettet.
Speak Your Mind