Landsholdsudtagelse for franskmændene

Blev vækket af Anders, da han som aftalt ringede klokken kvart i otte, for at videregive Kims besked om, at vi skulle tage op med toget en halvtime senere. Vi fløj ud af sengene, for at forsøge at nå det! Godt trætte efter fire-fem timers søvn, slugte vi morgenmaden, som sædvanligt bestod af noget kedeligt mysli med mælk. Klokken var kvart over otte, var vi klar til at gå ned og nå toget halv ni, da Anders nåede at ringe og stoppe os! Kim havde lige ringet, og sagt at vi godt kunne tage den med ro, fordi toget alligevel ikke kørte, og han derfor ikke, som han først havde givet udtryk for, var oppe på gletscheren… Vi så opgivende på hinanden, og de indforståede blikke udtrykte en hvis irritation over den dårlige kommunikation, der var imellem vores to lejligheder! En time senere ringede Anders, for at sige, at nu var den god nok! Vi skyndte os ned til liften, hvor der stod en halv million mennesker, og ventede! Efter at toget havde køret i pendulfart en fem-seks gange, var det vores tur til at blive transporteret op igennem bjerget! Vi havde stadig ikke set nogle af de andre, og gættede af erfaring, at de sikkert ikke var kommet ned til liften endnu… Jeg ringede til Kim, for at spørge, hvor de var henne, og han svarede at de var på vej…! Klokken elleve var vi endelig oppe på restauranten, og mødte både det svenske og det franske landshold. De skulle have en konkurrence, som franskmændene skulle bruge til deres udtagelser til den kommende sæsons World Cup-, Europa Cup- og French Cup hold. Svenskerne ville bare bruge konkurrencen til træning. Vi tog alle op sammen i téléphériquen, og kunne nyde at køre i høj fart ned fra toppen i 3552 meter til pukkelbanen i cirka 3500 meter i den vindpakkede løssne! “Frannerne” og svenskerne gik straks i gang med at køre pukkelspor, til dagen konkurrence, mens vi andre varmede op med nogle kortsving! Efter et par tures kortsving i det pakkede løssne, kunne vi ikke holde os fra puklerne, og gik derfor i gang med træningen. Der var godt gang i de bløde pukler, som hurtigt blev store! De bedste franske pukkelløbere, var samlet til udtagelserne, og kom derfor fra topklubber, som La Clusaz, Mégève, La Plagne og Tignes! Det var cool, at se hvordan de store topnavne, inklusive svenskerne, gav den hele armen i puklerne, og ikke mindst ud over de to hop. Mange kastede sig ud i diverse “360’ere” – både med “ironcross” og “grabs” på vej rundt i luften! De fleste – af mændene – hoppede en otte-ti meter, inden de med høj hastighed landede, og bankede videre i de store pukler! Jeg talte med Thony Hemery, om weekendens Mondial du Ski i Les Deux Alpes, og han fortalte, at det havde været OK, men intet ekstraordinært! Om søndagen, havde det oven i købet regnet oppe i 3200 meters højde, hvor konkurrencerne blev afholdt, så vi var ikke gået glip af det helt store! Vi læser mere om det i næste måneds Skieur…! I løbet af eftermiddagen, kom der lette skyer foran solen, hvilket frembragte det smukke fænomen, hvor der dannes en ring af en regnbue hele vejen rund om solen! Fænomenet – som har en navn – varede kun i tyve minutters tid, men var meget indponerende! Vi har set det før en del gange i Val Thorens rundt om fuldmånen, men ikke så ofte om solen! De fleste pukkelløbere, var stadig på gletscheren klokken kvart i tre, hvor systemet normalt lukker, men på grund af de fransk landsholdsudtagelser, havde de fået lov at lukke en halv time senere! Vejret var stadig godt, og det nød de fleste godt af, da vejrudsigten ikke lover specielt godt vejr i morgen!
Nåede lige at slappe af i en times tid i lejligheden inden vi skulle op i centeret og træne fysisk! Mens Rolf lå og hvilede sig, ringede Fran¸ oirs fra ESF (den franske skiskole) i Val Thorens, for at fortælle mig, at han stadig, var meget interesseret i, at få os uddannet som franske skilærere i år! Der var en uges træning allerede i anden uge af december, og han ville lige høre om, vi var kommet til Val T. på det tidspunkt, og om vi var intereserede. Han sagde, at træningen, for vores vedkommende, ville være gratis, og at han igen i år, ville tilbyde os gratis undervisning hele sæsonen, med henblik på at lade os passere de nødvendige tests hurtigst muligt, så vi kunne begynde at arbejde sammen med dem – lovligt! Grunden til, at han både sidste år, og igen i denne sæson tilbyder os det hele gratis, er at han er MEGET interesseret i at kunne udnytte vores gode sprogkundskaber, ikke mindst mit flydende danske, engelske og franske! Det eneste vi tilsyneladende skal betale for, er de afgørende tests/eksamener, vi skal op til i januar og marts!
Efter så mange pukler tidligere på dagen, var vi ikke meget værd i centeret, men gav den dog alligevel hele armen i to timer, inden de lukkede, og vi gik hjem for at spise. Hverken Rolf eller jeg orkede at lave mad, så den stod på supermarkedets billigste pizza til aftensmad!

Speak Your Mind

*