Kunne løbe hele vejen ned af bjerget for første gang

Jeg gik ned for at hente mine ski, inden vi tog op på gletscheren. De havde selvfølgelig ikke, som lovet, ordnet skien i bunden, og bindingerne var skruet på en centimeter forkert, i forhold til det punkt, jeg specifikt havde bedt om…! En Dynastar ski er, når den kommer fra fabrikken, ikke klargjort til skiløb, da sålen ikke er plan med kanten. Den skal derfor bundslibes, kantslibes og vokses, før den er helt klar! Dette er dog ikke en absolut nødvendighed, men anbefalelsesværdigt ifølge de fleste kompetente skimænd! På en pukkelski skal bindingerne desuden monteres en centimeter bagud i forhold til på normale ski. Dette er for at få en bedre vægtbalance i puklerne.
Vi var på gletscheren ved titiden, og havde på grund af det kanon gode vejr og for ikke at spilde mere tid, skiftet til skistøvler allerede i toget på vej op igennem bjerget. Vi lagde ud med en tur ned af La Leisse, og kunne ude på den anden side af pisteafgrænsningen, nyde den lette puddersne, som gik os til midt på skinnebenene. Efter en skøn tur ned af den forholdsvis korte piste, tog vi op i puklerne. Da hverken svenskerne eller franskmændene var oppe og træne (svenskerne var jo taget hjem), havde vi pisten for os selv! Det betød også, at der kun var eet pukkelspor, i forhold til de fem-seks spor, der normalt er i pukkelpisten. Vi kørte i ring, mens Kim stod nede for foden og rettede os, indtil han blev for kold, og vi kørte til frokost ved ettiden. Rolf og jeg tog ud over gletscheren i off-pisten med retning af La Leisse, da vi begge havde en trang til noget mere pudder inden frokosten! De første par hundrede meter var sneen meget tung at svinge i, da solen havde bagt fra en skyfri himmel hele formiddagen. Vi kørte begge med høj fart og storslalomsving ned igennem næsten urørte og tunge sne, men pludselig fik min højre ski fat med den forkerte kant, og begyndte at dreje skarpt til højre, mens min vestre ski fortsatte det sving den var i gang med – mod venstre. Til sidst gav den højre ski op, bagbindingen udløste, og jeg blev slynget igennem luften og landede i bedste tegneseriestil direkte på hovedet! Da jeg gik op efter min ski, som lå syv-otte meter længere oppe, kunne jeg se, hvordan sporene fra de to ski pludselig gik i hver sin retning, hvorefter den ene ski, havde boret sig med spidsen først ned i sneen, næsten tre meter fra hvor det andet spor fortsatte ud i den blå luft! Jeg anede ikke, at jeg kunne gå så meget i spagat, som sporene tydeligt beviste, at jeg kunne…! Jeg fik skiene på igen, og kørte ned til Rolf, som havde set mit styrt, og derfor stadig morede sig. Da vi kom længere ned af gletscheren, blev sneen meget bedre, og den uforglemmelige fornemmelse af glæde, som strømmer op i én, når man står puddersne, begyndte at melde sig! Vi krydsede på tværs af bjerget over mod Leisse, et godt stykke nede af siden, for ikke at komme for tæt på “gletscherfaldet”, hvor gletscheren ender i 80-90m lodret isfald! Vi kunne dog heller ikke dreje af for tidligt, da vi skulle neden om de gletscherspalter, der stadig ikke var sneet til! Man kunne se op i spalterne, som gik mange meter ind og ned i gletscheren! Den grå/blå farve af isen inde i spalterne virkede faretruende, og vi fortsatte uden at stoppe op for at kigge! På det sidste stykke af turen ned til Leisse-pisten, fik vi den bedste sne! Fladen lå næsten urørt, og de små snekrystaller i overfladen skinnede i solen, da vi kastede os ud i dette, næsten vægtløse element! Sneen gik til lige under knæene, men når man gyngede rytmisk ned igennem den, blev den skubbet op over knæene, før den lettede og fløj op omkring én i alle retninger! Snesløret som flyver op bag én, minder lidt om når en bil i høj fart kører ud af en tør grusvej – bare i sne! Vi tog stolen tilbage op til restauranten, hvor vi mødte de andre, og spiste frokost sammen. Efter frokosten tog vi tilbage til pukkelsporet et par timer, inden vi sammen med Rasmus, tog samme vej ned over gletscheren til Leisse. Da klokken var lidt i tre, og pisterne lukkede, besluttede vi os for at stå på ski ned af bjerget, i stedet for at tage toget, som vi plejede. Der lå efter nattens snefald og de konstant kørende snekanoner, lige sne nok sne til at man kunne køre hele vejen ned! De steder hvor snekanonerne stod og blæste frossent vand ud, var pisten sten hård af is, og de fine iskrystaller i luften klæbede til ens briller, og frøs fast, så det var umuligt at se noget…! Turen i sig selv, var ikke noget at råbe hurra for, men det var en stor tilfredsstillelse at kunne køre på ski ned ad bjerget, i stedet for at sidde i det kolde tog, som vi plejede! Da vi kom ned til Tignes, så vi Bruno Bertrands bil foran restauranten La Taverne de Maître Kanter, og vi gik for at hilse op ham. Han var lige i Tignes for en dag, med en fotograf for at tage nogle billeder til en skitest til næste nummer af skibladet Skieur, hvor han og Eric Berthon er chefredaktører. Da vi kom op i lejligheden, gik Rolf på nettet, og jeg i brædderne! Var lige vågen i nogle timer om aftenen, for at spise rester fra i går, og for at få opdateret min hjemmeside.