Hviledag: En tur til Chambéry

Vågnede ved otte-halvni-tiden, da Anne og Martina skulle op. Pigerne skulle selvfølgelig tidligt op for at stå på ski. Rolf og jeg kunne for en gangs skyld blive liggende i sengen – med stor tilfredsstillelse! Man kunne tydeligt mærke, at de forsøgte ikke at forstyrre os for meget, ved ikke at tænde for lyset, eller larme for meget! Jeg trak gardinet fra og satte noget techno på. Det fik Martina til at tænde for lyset, man kunne mærke at det fik hende til at slappe lidt mere af. Uden for regnede det stadigvæk heftigt, som det havde gjort hele natten, så Rolf og jeg havde bestemt ikke travlt med at komme ud af fjerene! De to piger fik guffet noget morgenmad i sig, mens vi stille og roligt fik gang i taleorganerne. Snakken gik selvfølgelig mest på, hvor langt op af bjerget det regnede, og hvor meget sne der mon var faldet oppe på gletscheren. Rolf var fast besluttet på at holde hviledag, mens jeg selv overvejede om jeg skulle tage med op på bjerget, og måske opleve sæsonens første pudderskiløb. Tanken var meget tiltrækkende selvom jeg vidste, mine ømme lår havde bedst af at, udnytte dagen til restitution. Endelig fik vi Martina til at ringe ned til liftkontoret, STGM, for at forhøre sig om vejrforholdene oppe på gletscheren. Hun fik efter et par minutters ventetid at vide, at hele liftsystemet inklusiv Funiculairen op igennem bjerget var lukket, muligvis endda hele dagen! Anne havde allerede fået det meste af sit skitøj på, og nægtede derfor at tro på den, for dem, sørgelige nyhed. Rolf og jeg kunne med stor selvtilfredsstillelse og indforståethed nikke til hinanden, fra hver vores seng, og trække vores dyner ekstra langt op om skuldrene. Det var jo nu engang vores hviledag, hvor det var meningen, at vi ikke skulle stå på ski – heller ikke friskiløb. Det passede os helt fint, at vi nu var tvunget til at blive nede fra bjerget på en dag, hvor det på grund af vejret ville have været totalt skod at være oppe at træne!
Klokken var nu blevet hen ved ti, og Rolf havde fået gebærdet sit legeme fra sengen og over til bordet, hvor han var ved at fortære sin første kæmpebowle havregryns- og cornflakes portion. Da vi ikke skulle på ski, udnyttede jeg, at jeg ikke var tvunget til at spise morgenmad, før jeg var sulten, og lå derfor stadig under dynen, mens jeg overvejede, hvad vi kunne få dagen til at gå med. Da det nu engang var søndag, ende morgenmads-/frokostmenuen med at stå på pizza fra supermarkedet. Da vi kom tilbage fra supermarkedet, og havde konstateret – til vores store overraskelse – at ovnen virkede, gik snakken, som sædvanligt, på hvordan pengene i Dansk Skiforbund blev ødslet væk på alpinsporten i stedet for at dele lidt mere ligeligt i mellem de forskellige grene af skisporten. Vi prøvede, uden for stor afsky i vores ordvalg, at forklare pigerne, hvordan vi havde svært ved at acceptere, at de penge freestyleafdelingen havde fået tildelt, alligevel efter sæsonens slutning ikke kunne udbetales, da de skulle bruges til at dække alpinafdelingens underskud…! Efter et par timers diskuteren om det var fair at bruge alle pengene på alpinsporten, når freestylesporten, i Danmark, var den eneste, som leverede internationale resultater, eller ej, fik vi vist nok, og snakken begyndte mere at dreje sig om, hvordan de to piger skulle kommer tilbage til Chambéry. Jeg ringede til Jazze fra Restaurant La Poutrerie , eller bedre kendt som Potten, og vi fik lov til at låne hans bil – hvis vi bare betalte for benzinen. På vej ned af bjerget til Albertville, kom vi forbi Saint Foy, La Rosière, Les Arcs, La Plagne, Courchevel, Meribel, Val Thorens og Valmorel. Man kunne se nordsiden af gletscheren Bellecôte i La Plagne, og vi var endnu en gang enige om at det måtte være en af vinterens mål. Et andet mål for vinteren, vi også måtte bekræfte imellem os, var heliskiing fra La Rosières italienske side. Martina fortalte i den forbindelse, om hendes første – og indtil videre eneste – heliskiingtur påskedag i Rigsgränsen i det nordlige Sverige, hvor hun med tre veninder, havde fået tre løft for nihundrede svenske Kroner! Hun fortalte, at det havde været for fedt, og at de oven i købet havde fået flirtet sig til et fjerde løft, hvor de kunne løbe ned af en af de kendteste sider i Rigsgränsen – en halvtreds grader stejl side hun i flere år havde set på som tilskuer til Nordisk Mesterskab i Freeride!
Da vi nåede til Albertville, gik turen selvfølgelig inden om den obligatoriske McDonald’s, før vi kunne køre videre. I Chambéry besluttede vi os for at gå i biografen alle fire, men efter at have kikket på plakaterne i byens tre biografer, og konstateret at alt var i fransk version, endte vi på en hyggelig bar, Bar du Théatre. Efter et par timers snak om alt fra sex til ski, kørte vi pigerne hjem, før vi selv vendte hjemad. Klokken var nu blevet hen ad ti, og vi vidste, at vi hellere måtte skynde os, hvis vi skulle nå Albertville, inden McDonald’s lukkede! Vi nåede det ikke med tolv minutter…! Videre mod Tignes, hvor vi til vores store glæde kunne sætte firhjulstrækket til allerede i attenhundredes meters højde på grund af snevejr! Vi var hjemme ved et-tiden, og gik direkte i brædderne!