Hviledag: Anne kom til skade!

Vågnede da Anne og Martina stod i lejligheden og klædte om ved nitiden. Da vi var kommet sent i seng natten før, tog vi os begge nogle timer ekstra på langs! Jeg tog toget op til Grand Motte klokken halv et, og mødte Martina på restauranten, da jeg kom derop. Hun skulle have noget at spise, og kørte derfor med op til pukkelsporet, for at holde pic-nic dér. Jeg tog kun et par ture i pukkelsporet, da det var fridag, og det derfor var meningen, at vores muskler skulle restituere sig. Martina ville gerne lære at køre pukler, så vi kørte kortsvings- og pukkelteknik i en times tid. Som sædvanligt var et af de vigtigste fejl at få rettet, armenes position med tilhørende stavisæt. Når man kører pukler, bliver ens fejl tidoblet i forhold til på den flade piste, og hun havde, som alle andre, problemet med at blive trukket i bagvægt på grund af armenes position, og det alt for sene stavisæt! Efter “pukkelundervisningen” tog vi op til toppen af Grand Motte, for at tage en sidste tur ned inden systemet lukkede. Vi var tidligere blevet inspireret af nogle snowboardere, og tog turen i off-pisten under télépheriquen ned igen. Fra karmen hvor télépherique-masten stod, kunne man se over til skiområderne La Plagne og Les Arcs i den ene retning, og over til Val d’Isère-gletscheren i den anden retning! Det var vidst ikke gået op for svenske Martina, som er vandt til Rigsgrensens ikke så store skiområde, hvor stort Espace Killy’s 320Km store skiområde faktisk er! Når man står på Grand Motte og kigger over på Fornet-gletscheren i Val d’Isère, kan man blive overrasket over hvor langt man kan komme i området! Det vilde er bare, at man kun står nogenlunde midt i det store skiområde! Da vi havde stået og nydt den utroligt smukke udsigt i nogle minutter, kørte vi ad karmen ned i mod styrløbspisten. Man kunne på begge sider af karmen kigge ned på de mange gletscherspalter, som lå spredt over det hele. Nogle af spalterne, var nu mere eller mindre dækket til, efter sidste uges snefald, mens andre stadig stod og gabede vidt, og man kunne se 10-20 meter ind i dem! Vi fulgte hele tiden sporene fra de 50-100 skiløbere og snowboardere, der havde løbet ned før os de sidste par dage, men kunne alligevel få et kick ud af fornemmelsen af at være alene med bjerget! Da vi kom ned til styrløbspisten, lage vi mærke til en gletscherspalte, som startede i siden af pisten, og som strakte sig 15-20 meter ned, og i hvert fald 30-40 meter ind under pisten! Pistemaskinerne havde været i gang med at fylde hullet ud, men var stoppet for dagen. Da spalten var mindst 5 meter bred, kunne man tydeligt se langt ind i den, og den blå/hvide is lyste op på en brutal og faretruende måde! Vi kørte ned af styrtløbspisten til slæbet, og køret op til restauranten, for at hente vores tasker. Vi blev siddende på terrassen i en halv times tid, til solen gik ned bag toppen af bjerget, og kulden øjeblikkeligt overtog! Vi tog pisten Double Plan ned til Tignes, og nød at vi næsten var alene på pisten, og derfor kunne ræse ned i store sving og høj fart!
Da klokken var næsten seks, og Anne stadig ikke var kommet hjem, begyndte vi at ringe rundt. Da der ikke var nogen, som svarede hos pisteurene, prøvede vi at ringe til Centre Medical, og de havde haft Anne forbi tidligere på dagen. Pigen jeg snakkede med, vidste ikke, hvad der var sket med Anne, men hun kunne fortælle, at vores veninde var på hospitalet i Bourg St. Maurice ned i dalen. Vi fik nummeret til sygehuset, og blev straks stillet videre til Anne selv! Hun kunne ikke huske så meget af hvad der var sket, men kunne – godt dopet – fortælle, at hun havde slået leveren og ryggen! Vi lånte Jazzes bil, og kørte med det samme ned til dalen! Lægerne kunne fortælle, at hun havde fået et blåt mærke i leveren, og at hun havde slået midterste to ryghvirvler! Hun lå nu til observation, og de målte hendes blodtryk hvert kvarter! Næste formiddag skulle hun så til Moutiers, længe ude i dalen, til skanning, så de kunne se om leveren stadig blødte eller ej. Hvis den gjorde det, skulle hun derfra direkte videre til operation i Albertville! Ryggen ville tilsyneladende klare sig fint, og hun ville ikke have varige problemer med den. Da hun var faldet på vej ned af Double Plan, lige inden hun skulle have spist frokost, havde hun ikke fået noget at spise siden morgenen, og på grund af den næste dags måske forestående operation, kunne hun hverken få noget at drikke eller spise, før næste eftermiddag! Hun kunne heller ikke falde i søvn, da blodtryksapparatet, bippede højt hvert kvarter, og på grund af smerter over alt!
Da vi kom hjem gik Rolf og jeg i byen. Vi mødte mange lokale fra Tignes på Blue Girl-diskoteket, og det endte derfor med, at vi kom sent hjem og blev pænt fulde!